Før du køber hund

Aktuel hvalpeliste - DKK's gode råd, før du køber hund

Det at få en ny hundehvalp kræver altid en del forberedelser hvad enten du er førstegangshundejer eller er mere erfaren. Det er næsten umuligt at undgå fejl i begyndelsen, men fortvivl ikke - berneren er egentlig ret robust. Hvis du alligevel opdager noget, som ikke er som det burde være, så søg hjælp straks, f.eks. hos opdrætteren.

Før hvalpen kommer, kan det være en god idé at læse lidt i hundebøger og snakke med ejere af voksne bernere enten på træningspladser eller på skuer og udstillinger. De fleste hundeejere vil altid gerne give gode råd og fortælle om deres gode og dårlige erfaringer. Måske skal du tage nogle oplysninger med et gran salt, men som regel får man mange nyttige informationer.

1

Når du kommer ud til opdrætteren er det klogt at huske nogle af de tommelfingerregler, du har læst i bøgerne, nemlig :

  • Se hvalpene i deres vante omgivelser
  • Hils på moderen og om muligt også faderen
  • Se hele kuldet

Nogle steder er det muligt at vælge frit i et hvalpekuld, men den seriøse opdrætter vil forsøge at få sine hvalpe rigtigt placeret. De ved en del om, hvordan de små udvikler sig til voksne individer, hvilken ting som forandrer sig og hvilke ting som stort set forbliver uændrede fra hvalp til voksen. Men da miljøet i stor udstrækning er med til at forme et individ, er der også mange ting, som ikke kan forudses.

2

I øvrigt skal man altid huske på, at det er levende væsen, man køber, og at naturen af og til arter sig helt forskelligt fra, hvad man havde regnet med. Der er ingen tvivl om, at de fleste opdrættere avler med de bedste intentioner og den bedste vilje, og at de som regel bliver lige så kede af det som hundeejeren, hvis noget går galt. Opdrætteren har gjort sit forarbejde så godt som muligt, og det er nu op til hvalpekøberen at gøre sit til, at hvalpens miljø og opvækst bliver optimal. Dette gøres ofte til hvalpens gavn ved at opdrætter og hvalpekøber bevarer en tæt kontakt og arbejder sammen om glæder og problemer.

 

 

 

 

 

Alle hvalpe er dejlige, og bernerhvalpe er helt specielt uimodståelige, men tænk lige over, at

  • Køb af hvalp skal være et familieforetagende, hvor alle er enige.
  • I anskaffer jer et dyr, som skal være i familien i mange år fremover.
  • I får et nyt familiemedlem at tage hensyn til, når ferie og fritid skal planlægges.
  • Den fylder meget både i båd og bil.
  • Den er dyr i fodring, specielt i opvæksten.
  • Den fælder og slæber en masse snavs ind.
  • Store hunde stiller store krav til opdragelsen.
  • Den beslaglægger en masse af familiens tid - ikke bare til motion - men også til samvær.

Vær opmærksom på, at det er et stort ansvar at have hund, men når dette er sagt, må man indrømme, at der vel er få andre ting, som giver så meget igen som det at eje en berner.

Hvis I har tænkt over alt dette, og svaret stadig er JA til en berner sennen hvalp, så siger vi tillykke med valget af en herlig race, som er hengiven, rar, omgængelig og klog.

3

I har nu foretaget et valg. Et nyt individ - et dyr - skal være medlem af familien. Dette er en meget vigtig begivenhed for begge parter. I vil efterhånden opleve alle de glæder, men også alle de problemer det medfører. Forhåbentlig har I tænkt med hovedet og ikke med hjertet, da I bestemte jer til at anskaffe hund.

Først og fremmest kan man spørge: Hvorfor købe hund? De fleste vil vel have en hund for hyggens og nyttens skyld. Det kan man i de fleste tilfælde opnå med en berner, så valget af race var måske ikke så vanskeligt.

Valget af køn var måske sværere. Det er ikke til at sige noget generelt om de to køn - dog skal man naturligvis ved valg af en tæve være forberedt på løbetiderne, som også kan have en vis indvirkning på hundens psyke og fældning. Hannerne er generelt større og stærkere end tæverne, men ikke nødvendigvis vanskeligere at styre. Dominans er ikke kønsbestemt. Dog vil de fleste opdrættere nok anbefale førstegangskøbere at vælge en tæve.

Nogle hvalpekøbere har ganske bestemte forventninger til deres nye hund. Måske drømmer de om flotte rosetter i udstillingsringen, måske om pokaler på lydighedsbanen. Opdrætteren vil i mange tilfælde kunne udvælge hvalpe, som med tiden kan dække disse behov, men det vigtigste må være at få en velfungerende familiehund, som trives i sine omgivelser med sine mennesker, og som føler, at den er verdens dejligste. Den vil i så tilfælde som regel også opføre sig som sådan.

Ønsker I en hund med helt specielle egenskaber, så fortæl det til opdrætteren. Hunde er individer akkurat som mennesker, og mange ting er arvelige. Men der er to parter involveret - ikke bare hvalpens mor - tænk på det.

4

Der er nogle ting, man bør afklare med opdrætteren, inden endelig aftale indgås. Tag eventuelt en erfaren bernerejer med på råd. Ved visse afvigelser fra standarden - se denne - bør der gives afslag i prisen. Det gælder f.eks. fejltegninger, blå øjne, mangel på testikler eller haleknæk.

Forvis jer om, at hvalpen har fået ormekur og at normalt vaccinationsprogram er påbegyndt. Der bør også foreligge en sundhedsattest på hver hvalp. Hos en seriøs opdrætter er dette selvfølgeligheder. Køb derfor aldrig en hvalp efter tilfældige annoncer.

Indgåelse af deciderede købsaftaler, f.eks. DKK's standardaftale, er en temperamentssag, og det er individuelt fra opdrætter til opdrætter, om de bliver brugt. Man skal huske, at købeloven også gælder for køb af hvalpe.

Når I så får menneskets bedste ven i huset, må I huske på jeres ansvar.

I må sørge for, at hvalpen kan være der, hvor resten af flokken er. Den laver jo både vådt og tørt på gulvet, og det bør der tages højde for. Elektriske ledninger må fjernes eller dækkes til. Et bid med de skarpe tænder og hvalpen kan være død. Til gengæld må der være legetøj, som er egnet til at modstå disse tænder, og som i øvrigt ikke kan volde skade ved at kunne sluges og sidde fast eller gå i små stykker.

Det kan være hyggeligt at have en hund hos sig i sengen - eller ved siden af. Husk bare på, at den lille "tøjhund" med tiden kommer til at veje 40-50 kg. De fleste bernere foretrækker faktisk at ligge et køligt sted, så man skal ikke investere i alt for flotte hundesenge, men i stedet sørge for, at hunden kan ligge et sted, hvor det ikke trækker.5

Instinkt og drifter

Godt eller dårligt væsen bliver ofte diskuteret blandt hundeejere. Vi siger ofte, at en venlig hund har et godt væsen. Dette er selvfølgelig rigtigt for en familiehund. Men for en brugshundeinteresseret er det måske andre egenskaber, som er vigtigere end at den "bare" er venlig. Instinkter og drifter, stærke eller svagere - nerver, gode eller dårlige - alt dette er arveligt betinget og styrer hundens adfærd gennem hele livet. Dertil kommer indlæringsevne og indlæring stærkt ind i billedet, når man taler om væsen.

Berner Sennen hunden er en robust bygget hyrdehund, hvis væsentligste egenskaber er, at den er en vogter og en medhjælper i denne funktion. Schweizerne har gennem århundreder udvalgt individer af racen meget målrettet på disse egenskaber.

Resultatet af dette er, at de fleste individer i racen meget dybtliggende har følgende egenskaber : Et meget lille jagtinstinkt. Berneren strejfer sjældent, den finder det mest naturligt at blive og passe på sin flok/familie. Den giver signal, når noget usædvanligt optræder i omgivelserne. Den har det bedst, når hele flokken er samlet, og det vil ikke være usædvanligt, hvis den på forskellig måde viser, at flokken skal holde sammen. Alt dette gør også, at den er en fremragende familiehund.

6

Som medhjælper er den både ved sin robuste bygning og sit instinkt glad for at trække f.eks. slæder og vogne, men den er også blevet brugt til at bære forholdsvis tunge ting monteret over ryggen. Dette er dog noget, som den først kan udføre, når den er udvokset, dvs. ca. 3 år.

Indlæringsevne er stærkt inde i billedet, når man taler om væsen. Hvor hurtigt hunden lærer, og hvor godt lærdommen sidder fast, er meget væsentligt. Hunden er jo et typisk indlæringsdyr. Hvad har hvalpen lært i hvalpekassen før og efter 21. dagen (som er en meget vigtig alder)? Hvad har hvalpenes mor lært dem? Dette er det uhyre vigtigt at få noget at vide om for dig, der køber hvalp. Der er her ikke tale om arv, men som regel huskes ting fra denne tid så godt, at det er vanskeligt at adskille dem fra nedarvede egenskaber. Mod, rædsel og lignende er noget, som bliver stærkt påvirket i hvalpekassen.

Det er en meget stor forandring for hvalpen at komme fra det trygge miljø hos mor og søskende til et helt fremmed sted til mennesker, som den har et lille eller slet intet tilhørsforhold til. Lad den derfor få tid til at vænne sig til alt det nye, før der tages fat på indlæringen og stilles krav.

Hav på forhånd en metode klar til at gøre hvalpen renlig. Måske er det nødvendigt at ændre nogle ting rent fysisk i huset, før hvalpen kommer. Der skal være en voksen person til stede døgnet rundt i de første dage. Lad ikke børnene "passe hvalpen". Den er ikke noget legetøj. Der er mange små detaljer, som du bør tænke på. De allervigtigste er at kende hovedlinierne i opdragelsen - at være venlig og sidst, men ikke mindst, at være konsekvent. Hvalpen bør behandles så ens som muligt af familiemedlemmerne med hensyn til, hvad den må og ikke må.

Webdesign: tollestrup.net - Copyright © 2010 by: Dansk Berner Sennen Klub. All right are reserved.